Aggression vrede og lyst
I tusmørket fornemmede jeg, at der var noget, som fulgte efter mig. Sagte lyde som af og til brød det vante. Jeg trak min kappe tættere sammen om mig og holdt godt fast i min kraftige vandrestav. Mærkede aggression og parathed i min krop, og samtidig en følelse af ubehag fra en snigende angst.
I lysningen kunne jeg skimte skæret fra et bål, og jeg satte det lange ben foran. På et stort stormfældet træ stamme sad Araguin foran ilden, som ventede han på mig.
Efter at have sat mig tilrette, og min puls var faldet igen, spurgte jeg:
“Araguin vil du fortælle mig om aggression og vrede? Før da jeg var på vej hertil, følte jeg at jeg blev fulgt af noget, der kunne være et stort dyr, og jeg sansede et voldsomt kampberedskab i mig”
“Jeg fornemmede det, da du kom” svarede han – og så direkte på mig.
“Aggression ser jeg som en drift så naturlig som sult eller tørst. Dens funktion vil være at gå i forsvar, hvor flugt ikke er mulig, at skabe den nødvendige kraft til at nedlægge et bytte eller at besejre en rival, som vil parre sig med den samme her og nu.
Aggressionen tjener også til at forsvare og sikre sit afkom imod trusler.
En potentiel mage bedømmes ubevidst på sin evne til at mobilisere denne styrke.
Vrede har ikke meget med aggression at gøre. En løve, der nedlægger sit bytte, handler ikke “vredt” men i overensstemmelse med sin natur.”
Der opstod en pause, imens han med en lang pind skubbede et stykke træ fra randen af bålet ind i midten. Det blussede op med en knitren og sky af gnister, og i samme øjeblik hørte jeg nu den tydelige lyd af et dyr, som måtte have taget flugten i den nu helt mørke skovtykning bag os .
Jeg skuttede mig.
“Hvad skal jeg så forstå med vrede?”
Araguin fortsatte.
“Vreden knytter sig til en fortælling. Til skuffelse eller at opleve at blive såret på sin stolthed.
Jeg bliver vred, hvis jeg har identificeret mig med at være nogen eller noget, som nogen stiller spørgsmålstegn ved eller underkender.
Aggression er tæt knyttet til parringsdriften – lyst, den iboende livskraft eller livskraft.
Vreden derimod forbinder jeg med begær, ambition og opretholdelse af “sin plan”- dvs. til sin forestilling om hvordan verden “bør” være.
Aggressionens udtryk er ikke vreden men bevægelse og kraft.
Vreden fungerer ved at invitere kroppen og sindet ind i et forsvar. Intellektet ser den sårede stolthed som “livs-truende”, hvor den nærmere skulle kaldes for “ego-truende”…
Et menneske der bliver vredt, vil ofte skabe en stor spænding i kroppen. En sådan spænding gør både ufølsom, fokuseret og ubevægelig. Hvis jeg skal kæmpe, vil det være meget skadeligt for min evne til at overleve. Her kræves der opmærksomhed, stor adræthed og skarpe sanser.
Den, der bliver vred, vil typisk tabe i en konfrontation med en, som forbliver afspændt.
Derfor vil den vrede stræbe efter at skabe angst hos modparten ved at virke truende, højtråbende, og “puste sig op”. Angst inviterer, som vreden gør det, også til at spænde i krop og sind med deraf følgende ubevægelighed.”
“Jeg synes nu angsten kom krybende helt af sig selv”– mumlede jeg.
“Ja, der er nok megen automatik i dette?” fortsatte han.
“At lege med disse forskelle og gøre dem bevidste for sig ved at iagttage sig i situationerne, åbner for at se helt nyt på sin agression, vrede, angst og lyst.
Mest afgørende er det måske at få øje på, hvor ubevægelig identifikationen med sin historie om “sig selv” gør?“
Vi sad stille lidt, før jeg igen brød tavsheden.
“Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at mennesker der gerne vil se og beskrive sig selv som “kærlige” – og i den forståelse ikke måske anerkender aggression i sig – kan bære rundt på megen indestængt vrede?”
Med en bevægelse af sin hånd, bragte han mig til tavshed.
Nu kunne også jeg høre den sagte knurren der blev til et afdæmpet brøl ikke langt fra hvor vi sad.
Dyret måtte have fundet sig et andet bytte.