Skelnen

På et sted standsede Araguin og pegede på et stort træ.

Det stod og hældede ud over floden med det klare vand, der kom fra de høje bjerge ude i horisonten, og nu havde nået dalen.

“Hold op hvor er det skævt” – udbrød jeg. “Fantastisk at det bliver stående”

“Hvis du ser på træet, ja på alt levende, vil du opdage, at du overalt finder det “skæve” eller måske bedre beskrevet: asymmetri” – svarede Araguin

“Nu du siger det… og så synes jeg dog at både du og jeg forekommer mig at være symmetriske over en midterlinie. Altså to øjne, arme ben… etc.”

“Umiddelbart ja. Det levende reproducerer sig selv, deler, spejler og måden der sker på fungerer asymmetrisk.
Hvis du vil bevæge en arm, kan det kun ske, hvis der skabers en forskel imellem den ene side og den anden i den retning, der bevæges i.
Er det ikke sådan bevægelse – og også erkendelse – sker: Ved at der skabes eller konstrueres en forskel, og den ene side fremhæves?
Er det overhovedet muligt at erkende en forskel, uden at den ene side fremhæves?”

“Pyha det er vanskeligt at begribe”

Araguin satte sig ned på en stor sten som lå ved bredden. Den måtte være blevet bragt dertil for tusindevis af år siden på et tidspunkt, hvor strømmen måtte have været rivende. Den rokkede lidt da vægten af Vanderen forenede sig med dens. Gruset, den hvilede på, knasede sagte, og højt nok til at overdøve vindens raslen i bladene over dem.

“Måske er dette det vigtigste, du nogensinde vil høre mig sige” fortsatte han efter en pause.

“Al bevægelse skabes i det, der intet er. Det begynder med en befaling eller invitation til at skelne. Før denne skelnen, er der intet. Lao-tse beskriver det som: “Begyndelsen på himlen og jorden er uden navn”.

“Uden navn?”

“Ja ..Hvis der allerede havde været en skelnen før, måtte han bruge et navn eller en anden henvisning til at beskrive denne med, og findes den/det, kan ur-begyndelsen ikke være det, han henviser til”.

“Skal jeg forstå det sådan at alt, hvad der bliver til, opstår igennem skelnen?”

“Ja, skelnen og en henvisning”

“En henvisning?”

“Prøv at løfte din hånd op i luften!”

Jeg gjorde som han bad mig om. Hævede min hånd op foran mig.

“Nu kan du vælge at henvise til den ene side af din hånd, og f.eks. kalde den for “forsiden””

“Hvad med “håndryggen”? foreslog jeg

“Det kan du også. Kan du se, at det er først i det øjeblik, at du fremhæver den ene side, at
det er muligt at erkende, at der er blevet skelnet?”

“Ja det dæmrer for mig”

Vil det så sige, at den anden side hedder “bagsiden?

“Hvis du beslutter det, så ja… i så fald har du lavet en ny skelnen, og kaldt den for “bagsiden”. Du kunne også have betegnet den: “håndmaven””.

“Håndmaven??”

“Ja, blot for at vise at det er dig, som afgør, hvordan du vil benævne eller fremhæve den side, du henviser til, når du har skelnet.
Hvis du ser meget opmærksomt efter, så er det KUN muligt for dig at iagttage din skelnen, i det øjeblik du fremhæver og henviser til den ene side.”

“Men så er min skelnen jo forbi?”

“Ja – netop! Det, “AT der skelnes”, kan ikke iagttages. Iagttagelsen opstår, idet der indføres en asymmetri imellem de to sider, ved at der henvises til den ene af dem. en henvisning der naturligvis ikke behøver at være et navn eller et ord.”

Vi sad tavse et stykke tid. Jeg synes at ane dybden af det, som jeg lige have erfaret med min hånd, uden rigtigt at kunne sætte et ord på det.
Hvirvlerne i floden fangede mit blik, jeg lod det hvile der lidt, for at finde ud af om de stammede fra en fisk der netop havde søgt op i overfladen, eller måske havde sammenhæng til en sten, som måtte ligge i dybet?

Med et stod det lysende klart for mig. Jeg åbnede min mund i et udbrud..

“Hvis jeg igennem denne skelnen konstruerer mit syn på den verden, jeg går i, så bliver det da meget vigtigt at erkende, hvad der ligger til grund for min måde at give noget navne på eller blot for at fremhæve det ene frem for det andet?” Har jeg f.eks. ikke lært at fremhæve det ene frem for det andet?

Araguin smilende uden at sige et ord.

“Og hvad, hvis jeg helt undlader at fremhæve den ene eller den anden side. Simpelthen afstår fra at benævne, eller bare får øje på, at al den benævnelse, jeg kan diske op med, i princippet kan være hvad som helst? … Så vil der jo heller ikke længere være “nogen”, som skelner, idet denne “nogen” – altså “mig”, jo OGSÅ bare er udtryk for at den ene side fremhæves?… “

Det nærmest svimlede og på samme tid var det som om, der åbnede sig et rum så stort, at jeg forsvandt i det.

Araguin rejste sig og begav sig ned langs floden for at finde et godt sted, hvor vi kunne krydse den. Jeg fulgte ham i stilhed med en uimodståelig trang til at smile.

En flue satte sig på min arm, og jeg berørte mig blidt i mødet med den, inden den med en summen lettede og fløj videre.