Thinograth

Thinograth

En dag, hvor jeg fulgtes med Araguin, kom vi til en lysning i den lave skov. Ved et knitrende bål sad en mand, som straks, da han så os, pegede på en stor stamme, hvor der var plads til to.

Vi lagde de lange vandrestave i græsset og sad efter at have udvekslet hilsener et stykke tid og lyttede til de skarpe smæld fra knasterne i det brændende træ, som sprang i heden.

Den fremmede brød tavsheden.

“Jeg kommer netop fra Thinograth – byen på den anden side af passet”… begyndte han. “Et mærkeligt sted med mange underlige skikke”.

Han holdt pause for at se, om vi lyttede. Jeg nikkede til ham, og lod ham forstå, at jeg gjorde. Han fortsatte.

“ Imens jeg opholdt mig i byen, faldt jeg i snak med en gruppe mænd. De fortalte, at de i årevis havde holdt deres sæd tilbage, når de forenede sig med en kvinde. `For ikke at miste energi` – sagde de, da de så min forbløffelse.”

Han måtte have set mit smil og fortsatte med et glimt i øjet

“Da jeg så berettede om min begejstring for mødet, kontakten og elskovens kunst, hvor naturligt det er for mig at komme, når det sker; og hvor megen nydelse det kan give os begge – blev de først stille. Det varede dog ikke længe, før jeg blev belært om, hvor primitiv og uoplyst de fandt min elskovs-adfærd:

`Vores tradition beror på tusinder af år, og stammer fra adelsmænd, konger og kejsere. Hvad ville vi være, hvis vi endnu levede som aber eller primitive simple folk uden sans for de højere lag af viden og kultur?´

… Da jeg forlod Thinograth´s brostenslagte, larmende gader igennem den tunge port i de tykke mure, den afgrænser sig med, og igen stod i skovens bløde, duftende mos, lyttende til fuglenes parringskald, og kildernes klukken, måtte jeg le højt.

Og her sidder jeg så”… Han åbnede sine arme og lo.

Araguin slog sin hætte ned og sagde roligt:

“Når viden om det, der er “rigtigt”, sættes over kontakt til natur, opstår forvirring og ødelæggelse. Alt under himlen beskæres, undertrykkes og sættes i bur af de, som mener at kende og sætter ideer eller det rigtige valg over ikke-handlen.

Jeg strakte mine arme og ben. Sansede vellysten brede sig som et jubelråb fra alle celler, og lod mig optage af flammernes dans foran mig.