Viden og natur

Viden og natur

Vi stod ved bredden af Quaxuqiun – floden de kalder: “Den lave”.

Araguin gjorde tegn til, at jeg skulle forholde mig i ro.

Hvor floden slog et sving, var en flok mænd på vej over det lave vand. Nogle red imens andre gik ved siden af og drev tungt læssede heste over den stenede bund i den kolde strøm.

Det var i begyndelsen af foråret og endnu inden smeltevandet fra bjergene bag os, havde fået rigtig fart.

Da de var forsvundet fra vore blik og uden for hørevidde, spurgte jeg Araguin om, hvem de var?

“Hvad du så der, var mænd, der anser sig for ædle, kloge og vidende, og dog er de ingen af delene. Lagde du mærke til hestene, de havde tæmmet?”

“Ja!” .. nikkede jeg.

“Havde disse mænd indsigt, ville de ikke have berøvet disse prægtige væsener deres virkelige viden og erstattet den med angst og pligtopfyldelse.
Lader du dem leve på de åbne sletter, så spiser de græs og leger i vinden. Når de er lykkelige, kærtegner de hinandens halse, og optændes de af vrede, vender de enden til og sparker ud.

Spænder du dem derimod i seletøj og grime, og lader dem gå i cirkler og på linje, så bekymrer de sig kun om, hvordan de kommer fri af folden eller spytter bidslet ud. Fra den frie ånd og kontakten til naturen i det levende – har de forvandlet dem til at være pligtopfyldende soldater, der er optaget af at dukke sig i angst og finde en vej ud.”

Med rolige skridt genoptog vi vores gang.

Imens fortsatte det, jeg lige havde hørt, med at rumstere i mine tanker:

Passede beskrivelsen, han lige havde givet mig, kun på disse heste? Hvad med mændene – og mig selv?
Har vi også erstattet denne kontakt til det naturlige, med pligt og forventning og tanker om, hvordan vi kommer ud?