Form og relation

Det var var ved at være længe siden, jeg havde set Araguin sidst. Det slog mig, som jeg banede mig vej igennem det høje græs og de lave buske, der stod spredt over det let skrånende plateau.

Og pludselig var han der. Først så jeg blot konturen af ham siddende på en sten, og da jeg kom nærmere, kunne jeg se at han sad på et sted, hvor der var udsigt, så langt øjet rakte, og kiggede roligt ud imod horisonten.

Jeg satte mig ved siden af ham. Stillede min lange vandrestok ved siden af hans, som lå lænet op ad en stor sten, og sagde ikke noget.

En Fyrremejse hoppede fra gren til gren i rastløse bevægelser. Ind imellem forsvandt den fra mit blik, og så dukkede den sorte kalot op igen.

Araguin så smilende på mig, og jeg mødte det.

“Du vil spørge mig om noget?” Begyndte han

“Ja” Jeg følte mig pludseligt lidt mærkeligt tilpas. “Jeg kan ikke finde ud af, hvad vi to er?”

“Er?” han løftede venligt sine øjenbryn

“Ja.. Er vi venner, kammerater… hvad er vi?”

“Vi er intet” smilede han.

“Intet?”

“Ja intet, der kan rummes i en form”

“Det forstår jeg ikke. Hvad mener du med “en form”?

“ Vores sprog er fyldt med form. Vi kommunikerer simpelthen ved at skelne, give betydning og opnå enighed om denne betydning.

Hvis jeg tager en spand vand, og hælder det ud på et gulv, vil det løbe ud til alle sider. Det vil søge den form, som gulvet har? Er der en fordybning, vil det løbe derhen. Før jeg tømte spanden, antog det spandens form.

Hvis nu denne spand er meget blød, vil den ændre form, når den fyldes med vand. Det kender de fleste, fra når en pose fyldes med vand.

Form og bevægelighed har meget med hinanden at gøre. Jo mindre bevægelighed, jo fastere form?

Form betyder altså at definere noget som “noget bestemt”, og markere det tydeligt.

At skabe form vil derfor adskille.

“Hvad danser du?” (form “danser)
“Jeg danser bare”
“Det ligner Salsa” (form “Salsa”)
“Det aner jeg ikke, jeg kender ikke Salsa. Jeg bevæger mig bare til musikken”
“Jamen det er salsamusik” ..

Alle ord er skabt for at skelne, og dermed gøre det lettere at give form.

Som hvis du nu udbrød: “Siger du noget til mig? Eller grynter du bare hen for dig selv?””

Han tav og drejede igen sit blik til uendeligt.

Jeg fulgte det. I det fjerne synes jeg at kunne ane konturerne af de store bjerge bag floden Naarguitan

“Du siger, at det adskiller at give noget en form?”

Araguin nikkede.

Jeg forsøgte igen: “Men søger mennesker ikke netop en form, for f.eks. at vise at de hører sammen? Som når de siger: “Vi er et par”, eller “er vi venner nu?”

Han fortsatte

“Igennem form afgrænses. Der både ude- og indelukkes i det, der “hører til formen” og det, som “ikke hører til formen”.
Moral fungerer sådan. Norm gør det. At give noget form og søge at opretholde den, udtrykker måske et forsøg på at kontrollere bevægelse? Som i eksemplet med vandet på gulvet jeg nævnte før.
En form betinger igennem sin form.
Hvis vi f.eks med ordet “kærlighed” vil beskrive, “det, der er hinsides betingelse”, så må det betyde, at kærlighed ikke kan rummes i form?
Vi kan med andre ord på ingen måde definere den som noget bestemt. Den adskiller sig ikke fra noget som helst. Den må være alt det, som ER. Stå “over” al adskillelse?”

Han rejste sig op og strakte sin krop.

“Kom!” sagde han
.. og det eneste jeg kunne høre, var mine egne skridt