Retning

Retning

Retning

“Hvor går du hen?”  – spurgte den unge

“Jeg går ingen steder hen” – lød svaret. – “Vil du med?”

“Hvordan skulle jeg kunne gå med dig, hvis du ikke går nogen steder hen? Det forstår jeg simpelthen ikke. Vil du sige noget om det?”

“Kærligheden, liv, lyst og frihed betinges hverken af retning eller af et mål”  – svarede Araguin

– og fortsatte:

“For at beskrive en retning, må du have stillet dig udenfor bevægelse. “ Retning ” beskrives relativt  f.eks  i “herfra og dertil”, “derfra og dertil” eller “derhen”.

I kærlighed er der intet relativt. Hverken vurdering eller bedømmelse.

Iagttag din krop, når du bevæger dig, og du vil kunne sanse at enhver bevægelse indeholder alle retninger i sig!
Vil noget “frem”, må noget andet “tilbage”. Bare det at “pege med en finger” vil betyde, at din finger bevæger sig cirkulært for ikke at nævne hvad din arm og resten af din krop gør i den sammenhængende bevægelse.”

Den unge stod stille et øjeblik

“Hvis ikke jeg skal nogen steder hen, hvordan får jeg så noget ud af livet?”

Araguin smilede.

“Hvis du skal tage noget ud af en kasse, må du vel selv befinde dig udenfor den?

Betyder det, at ville have noget UD af livet – eller af hvad som helst – så ikke, at du, for at kunne gøre det, må have placeret dig ved siden af eller udenfor det?

Den, der vil have noget ud af at elske, vil aldrig erfare, hvad det vil sige at elske. Han eller hun har forvekslet kærligheden med en byttehandel.

Lyst, kærlighed, frihed ER livsimpulsen. Det er nok at få øje på det. Ser du det, erfarer du, at der hverken er nogen steder at komme hen eller “nogen”, der kan komme derhen. Og jo mere du stræber efter at finde den rigtige retning, mening eller mål, jo sværere er det at erkende, at du allerede er der.”

Araguin greb sin lange knortekæp, rejste sig og gik let og ubesværet igennem de sarte blomster, uden at træde på nogen af dem.

Ikke længe efter fornemmede han, at den anden fulgte efter.