Ebbe og flod

Ebbe og flod

Jeg nåede kysten og kunne skimte den hvide strand igennem skovbrynet. Havet var roligt.
Himlen spejlede sig i den blanke overflade, som på den måde chancerede i mange blå nuancer.

Der var ebbe. Forskellige havfugle meldte min ankomst med advarende skrig.
Duften af tang sendte mig tilbage til min barndoms mange timer ved- og på- havet.

Han sad og så ud mod horisonten. Den store sten under ham var slebet rund af hvirvlende sand fra tusinde års bølger. Den var kommet med isen og blev liggende, da den smeltede.

“Sæt dig!” sagde han, og lagde sin hånd på den norske granit uden at dreje hovedet. Han vidste at jeg kom.

“Mads! Fortæl mig hvem du er?” … Han smilede.

“Hvilken historie vil du have?” .. svarede jeg. “Den om en fast opdragelse, at være anderledes, og de mange kampe i skolegården?” … “Eller den om de utallige ture i naturen, på fjorden, og på havet med de få, jeg fandt venskab hos?” – “Det kan også blive den om en moden mand, der fortæller historier om livet og det levende?”

“Er du nogen af dem?”

Jeg fornemmede på et lille skift i tonelejet, at han morede sig.

“Nej”

“Hvem er du så?”

“Jeg er ingen. Jeg kommer ingen steder fra og går ingen steder hen. Nogen kalder mig for Mads andre for Jesper – ved siden af alle de andre navne og beskrivelser, der uddeles med rund hånd for at få mig til at passe”.

“Passe?”
Han på mig med venlige øjne. Det slog mig, hvor venlige de var! “

“Ja passe. Det afhænger af, hvordan historien om mig skal bruges til at gøre fortælleren til “en”, han/hun godt kan lide – eller måske ikke lide?”

“De fortæller om dig, for at fortælle om sig?”

“Ja.. Er det ikke sådan det gerne fungerer?”

Vi sad stille en tid. De stille skvulp fra det lave vand bevægede os begge.

Araguin bankede let med sin lange stav på sten, som lå i nærheden..
“Jeg har lagt mærke til, at du er alene, når jeg møder dig. Går du alene?”

“Når du møder mig, er jeg ikke alene. I så fald ville du ikke møde mig!” Svarede jeg
Han slog en latter op – “Ja det er sandt – og hvordan overhovedet være alene i en verden med myriader af liv!”

“Når vi fortæller, fortæller vi altid om os selv. Det er sådan det der SELV skabes! Er det ikke?
Et spørgsmål er så, hvordan vi fortæller? Det, som fortæller, kan jo ikke være det, som fortælles? Eller kan det?
At fortælle er at bevæge og bevæges. Hvor forunderligt er det ikke at erkende at fortællingerne skaber sig selv, af sig selv?
Det ene ord tager det andet, det næste er allerede formet i det sekund, det første fortælles eller skrives.

Det er først i det øjeblik, de gøres sande, hvilket ikke kan betyde andet end at de genfortælles igen og igen i et fortvivlet forsøg på at skabe en illusion om at være en “nogen” eller “noget”, at dette SELV opleves som om, det virkeligt eksisterer!?

Det er som om mennesker har en forfærdelig angst for det spontane, kaotiske og impulsive, og derfor søger det automatiserede?

Det som kan gentages og reproduceres? De ser ikke at, det er ren illusion. At det virker som et “Drug” – et narkotikum som bedøver, beroliger og begrænser horisont og mulighed.”

Jeg stoppede min talestrøm.
Som altid når jeg møder Araguin, var han væk lige så pludselig, som han dukker op

Stenen, han havde banket på, lå der stadig. Vandet over den var blevet lidt dybere. Det havde vendt og nu var det ved at blive flod.