Elskov

Kvinden kom til Araguin og spurgte:

“Sig mig, hvad er “elskov””?

Araguin svarede: “et ord”

“Jamen hvad peger dette ord på?” forsøgte hun igen.

“På iagttagelse” lød svaret.

“Det må da betyde noget andet end et “ord” og pege på noget andet end “iagttagelse”?

De to kan jeg jo også kalde for “ord”?”

“Ja, det betyder, at der skelnes og navngives”

“Hvordan skal jeg så forstå noget”?

“Ved at være det, som du kalder for “elskov”! Så kan det være, at det erkendes, at intet af det kan rummes i en bedømmelse?”

“Men forstår du mig ikke, når jeg siger “elskov”…?”

“Nej, jeg forstår dig ikke, og hører, hvad du måske mener at vide?”

“Hvordan kan vi så overhovedet komme til forståelse?”

Det, der  ikke kan siges, forstås ikke igennem sproget, men igennem bevægelse.

“Hvad har vi så forstået, når det er slut?”

“Hvad vil du sige med “slut”…?”

Han så på hende, smilede og inviterede hende ind til sig.