Kærlighed

Araguin, vil du sige noget om kærlighed?

“Om kærlighed fortælles meget, og intet af det kan være sandt”

“Det forstår jeg ikke. Hvordan kan jeg vide, om jeg elsker?”

“Den eller det, som du gør til noget særligt, vil du ikke kunne elske. Dette er måske det største mysterium og paradoks, vi kan møde?

Se dig omkring, og du vil opdage, at alt omkring dig – dig selv inklusiv – vil være fuldstændigt unikt i sin form. Et menneske kan kendes på sit fingeraftryk, sin gangart, mønstret i sin iris ja på hvert eneste aftryk, det sætter i sit liv. Og dog stræber så mange efter at adskille sig, på trods af, at de allerede gør det.

Er denne søgen ikke et udtryk for at ville være “nogen” eller “noget”, der lever op til en ambition? Et forsøg på at passe ind i en forestilling og derigennem opnå accept – dvs. være “god nok” i forhold til en eller andes målestok?
Det, der måles og bedømmes, betinges af målestokken. Kærlighed peger på det, der ligger hinsides vurdering.”
Hvad betyder det så, når vi vil finde den “rigtige”, eller mener at skulle leve op til forestillinger om, hvordan man er f.eks. er kvindelig, maskulin eller spirituel nok?

“Jeg ser det som en invitation ind i binding. Som en konsekvens af at have mistet kontakten til – og anerkendelse af det, som er.

Den, der søger kærligheden, vil finde alt andet, og ikke få øje på at impulsen til at søge, måske er det, der ledes efter?

Impuls kan hverken gribes eller begribes. Den opstår ud af intet og forsvinder, inden den kan holdes fast.
Impuls er u-tvunget og fri – den kan ikke være “villet” – og i den bevæges alt, hvad der er.”

Hvad skal jeg så gøre?

Araguin rejste sig op. Vejede sin lange stav i sin hånd og så smilende op imod himlen, som sansede han noget i vinden.

“Kom!” – sagde han med et smil. “Det giver regn – lad os finde læ”